Vores Andel får fælles Agromek-debut med nye digitale initiativer

På årets Agromek-messe står Vestjyllands Andel og Hornsyld Købmandsgaard for første gang sammen under navnet Vores Andel. Her sætter selskabet bl.a. fokus på digitale initiativer med demonstration af en ny KundePortal samt arbejdet med en sammenhængende datakæde fra foderfabrik til stald, der skal styrke foderprodukterne og rådgivningen.

To velkendte navne i den danske grovvarebranche er blevet til ét. Og når årets Agromek-messe løber af stablen fra d. 24. til d. 27. november, bliver det med Vores Andel som en ny, samlet aktør på messen.

Med samlingen af Vestjyllands Andel og Hornsyld Købmandsgaard har Vores Andel fået en bredere faglighed, en stærkere geografisk tilstedeværelse og nye muligheder for at udvikle produkter og rådgivning.

– Vi glæder os til at møde kunderne på Agromek under vores nye fælles navn og logo. Begge virksomheder har dybe rødder i dansk landbrug og har gennem mange år opbygget hver deres faglige styrkepositioner. Det giver os et solidt fundament, som vi nu kan bygge videre på sammen. På Agromek får vi en oplagt mulighed for at vise bredden i Vores Andel-koncernen og fortælle om de mange muligheder, der følger med, siger salgsdirektør Jesper Bilberg.

Ny KundePortal skal skabe bedre overblik
Én af nyhederne på Agromek bliver demonstrationen af Vores Andels nye KundePortal, der skal gøre det endnu lettere for kunderne at få overblik over deres samhandel med selskabet. Portalen samler relevante oplysninger ét sted og giver kunderne bedre mulighed for at udnytte de data, der allerede skabes gennem det daglige samarbejde.

Løsningen bliver også tilgængelig på mobile enheder og skal samtidig sikre, at kunderne får lettere adgang til relevant information og mere målrettet kommunikation, der tager udgangspunkt i deres behov.

– Med den nye KundePortal tager vi endnu et vigtigt skridt i vores digitaliseringsstrategi. Ambitionen er at samle relevante oplysninger ét sted, så kunderne nemt og hurtigt kan få overblik over deres samhandel med os, når det passer dem. Det er en konkret forbedring af den daglige service og samtidig et godt eksempel på, hvordan vi bruger teknologien til at komme endnu tættere på vores kunder, påpeger Jesper Bilberg.

Fra foderfabrik til stald – data skal skabe værdi
På grisefoderområdet er Vores Andel allerede i gang med at integrere data fra flere forskellige kilder for at skabe en tættere sammenhæng mellem foderproduktion, rådgivning og resultaterne i den enkelte besætning.

Arbejdet omfatter blandt andet data fra IQinABox og SEGES Insight, som kombineres med Vores Andels egne data og viden om foderproduktion. Her spiller selskabets patenterede sigteteknologi VA SizeMatters også en vigtig rolle i arbejdet med at optimere foderets formalingsgrad og struktur.

– Vi vil gerne hele vejen rundt om foderet. Fra råvarer, formalingsgrad og foderproduktion til de resultater, som vores kunder opnår i stalden. Når vi kobler de forskellige data sammen, kan vi blive langt mere præcise i vores rådgivning og samtidig bruge den viden til løbende at forbedre vores foderprodukter. Vi er allerede godt i gang, og potentialet i at få hele datakæden til at spille sammen er stort. For selv de mest værdifulde data skaber først reel værdi, når vi omsætter dem til konkrete forbedringer i den enkelte besætning, forklarer Brian Agerbo, salgschef for grisefoderområdet i Vores Andel.

Arbejdet understøttes samtidig af investeringer i blandt andet ny mølleteknologi og en bredere anvendelse af VA SizeMatters på alle Vores Andels foderfabrikker.

Koncernens samlede styrker kommer kunderne til gode
Vestjyllands Andel og Hornsyld Købmandsgaard har gennem årene opbygget hver deres styrkepositioner inden for bl.a. grise-, kvæg- og fjerkræfoder, planteavl, energi og økologi. I Vores Andel samles kompetencerne i én organisation med større faglig bredde og en markant udvidet produktpalette, hvor det populære proteinkoncentrat AX3 er ét af flere eksempler på produkter, der nu indgår i det samlede sortiment.

På Vores Andels stand kan de besøgende også høre mere om koncernens datterselskaber og deres forskellige kompetenceområder. Det gælder bl.a. BJ-Agro, som er repræsenteret med sin egen stand på Agromek. Der bliver desuden mulighed for at stille spørgsmål om medlemskab, og hvad det indebærer at være medejer af Vores Andel.

– Vi håber, at mange vil kigge forbi og få en snak med vores fagspecialister, ligesom de kunder, der ikke allerede er medlemmer af Vores Andel, kan få kyndig vejledning til at blive det. Generelt får kunder hos Hornsyld Købmandsgaard adgang til et hav af muligheder på tværs af koncernen. Det gælder blandt andet den nye KundePortal, som de bliver koblet på lidt senere i implementeringsprocessen. De har i dén grad noget at glæde sig til, påpeger Henrik Hedegaard, administrerende direktør i Hornsyld Købmandsgaard.

- Agromek er på alle måder en oplagt anledning til vise sammenkoblingen til Vores Andel, hvor der er rig lejlighed til at møde både nye og velkendte ansigter og pleje de tætte relationer, som altid har kendetegnet begge virksomheder. For selvom vi er blevet større, skal vi holde fast i den lokale tilstedeværelse og fortsat være en samarbejdspartner, der kender kundernes landbrug og forstår deres behov, afslutter Henrik Hedegaard.