Forsøgsstald sikrer VA ny og vigtig viden

I Vestjyllands Andel har vi bl.a. ambitioner om at levere fremtidens grisefoder. Dét grisefoder bliver minutiøst testet og analyseret i en forsøgsstald i Lemvig-området.

Èn ting er teori. Noget andet er praksis.

Det er vi fuldt ud bevidste om hos Vestjyllands Andel, hvor vi har intentioner om at bringe optimeringsafdelingen endnu tættere på staldgangene. Derfor har vi etableret en forsøgsstald, hvor forskellige svinefoderstrategier vil blive afprøvet.

- Vi kan have nok så mange teorier om effekten af de produkter, vi udvikler, men det vigtigste er at få dem afprøvet i praksis under produktionsforhold. Dén mulighed har vi her, hvor vi får opsamlet en masse viden fra den virkelige verden så at sige, fortæller produktrådgiver Anders Kaae. 

Ejeren af forsøgsstalden er griseproducenten Casper Bech Poulsen. Og han glæder sig over at være en del af projektet.

- Det er spændende at være med til at sikre ny viden på det her område. Jeg mener, at vi har et fælles ansvar for at bidrage til udviklingen af f.eks. zinkfri foder, så vi landmænd har de bedst mulige forudsætninger for at fodre vores grise i fremtiden, fortæller Casper Bech Poulsen.

Føler et stort ansvar
Vha. løbende registrering og vejning af grisene i forsøgsstalden kan Casper Bech Poulsen følge effekten af de forskellige foderstrategier.

Disse data videreformidler han til Vestjyllands Andel, hvorefter vi bearbejder dem i optimeringsafdelingen.

- Jeg føler et stort ansvar for at levere så nøjagtige data som muligt. Også fordi jeg selv ved, hvor vigtigt det er at kunne se bevis for andre landmænds resultater, når jeg køber foder, siger Casper Bech Poulsen og tilføjer:

- Bare fordi det har virket på én gris i et videnskabsmiljø, er det jo ikke sikkert, at det virker under produktionsforhold. På den måde vil jeg mene, at vi får et mere retvisende billede her.                          

Fremtidens produkter
Hos Vestjyllands Andel hersker der således også en forventning om, at resultaterne fra forsøgsstalden kan sikre den bedst mulige produktudvikling.

- Det er klart, at vi får en masse brugbare data, som vi kan bruge i optimeringen. Først og fremmest ift. at udvikle de bedst mulige produkter i fremtiden, men også for at kunne vise den enkelte landmand, hvad han kan forvente sig af vores foder, forklarer Anders Kaae.

Han kan desuden fortælle, at de forskellige data fra forsøgsstalden ikke kun bliver brugt af Vestjyllands Andel.

- Der er flere af vores samarbejdspartnere, som har ønsket at være med i det her projekt. Primært for at få testet deres zinkfri foder under produktionsforhold. Så vi kan tydeligt se, at det er noget, der er stor interesse for, slutter Anders Kaae.