Vestjyllands Andel hædret som en af Danmarks bedst ledede virksomheder

Vestjyllands Andel er blandt 20 danske virksomheder, der i år modtager Best Managed Companies-prisen som anerkendelse af bl.a. virksomhedens strategiske udvikling, stærke kultur og langsigtede værdiskabelse.

Vestjyllands Andel blev onsdag aften hædret som en af Danmarks bedst ledede virksomheder i forbindelse med en prisuddeling på Hotel D’Angleterre i København.

Prisen uddeles via Deloitte-programmet Best Managed Companies, som inkluderer workshops, ansøgningsproces samt bedømmelse fra en uafhængig jury bestående af nogle af landets mest erfarne erhvervsprofiler.

For CEO Steen Bitsch er anerkendelsen resultatet af en langsigtet indsats for at udvikle virksomheden og samtidig fastholde den tætte relation til de knap 4.000 ejere og medlemmer.

– Vi er naturligvis stolte over at modtage denne anerkendelse. Den er et bevis på, at vi gennem flere år har formået at kombinere solid drift med langsigtet udvikling og samtidig har bevaret den kultur og det værdigrundlag, som Vestjyllands Andel bygger på, siger han.
Langsigtet strategi Vestjyllands Andel er i dag Danmarks tredjestørste grovvareforretning og har de seneste år styrket sin position gennem investeringer i bl.a. biogas, alternative proteinkilder, digitalisering og biocirkulær økonomi.

Ifølge Steen Bitsch afspejler investeringerne en klar strategi om at udvikle nye løsninger til fremtidens landbrug. Samtidig fremhæver han styrken ved det stærke, fælles fundament, som andelsstrukturen er.

– Som andelsselskab er vi sat i verden for at skabe værdi for vores medlemmer og ejere. Det giver os mandat til at tænke langsigtet og investere målrettet i løsninger, der både styrker landbrugets konkurrenceevne og bidrager positivt til den grønne udvikling. Generelt betragter vi landbruget som en central del af løsningen for så vidt angår opbygningen af fremtidens cirkulære værdikæder, hvor restprodukter fra én produktion bliver ressourcer i en anden.

Ifølge Vestjyllands Andels CEO handler den førnævnte udvikling af fremtidens landbrug samtidig om at fastholde den samfundskontrakt, som erhvervet historisk har været bygget op omkring.

– Landbrugets vigtigste opgave er fortsat at bidrage med kritisk infrastruktur i form af fødevarer og energi til samfundet. Dét ansvar følger naturligvis også med et krav om konstant udvikling og forbedring, og netop derfor arbejder vi målrettet med innovation, bæredygtighed og nye løsninger, som kan styrke såvel erhvervet som samfundets tillid hertil, fortsætter Steen Bitsch.

Best Managed Companies-programmet vurderer virksomhederne ud fra fire hovedområder:

• Strategi og eksekvering
• Kompetencer og innovation
• Kultur og engagement
• Governance og økonomi

Hos Vestjyllands Andel peger man især på medarbejdernes faglighed og engagement som et vigtigt fundament for udviklingen.

– Vi opererer i en branche med høj kompleksitet og stor forandringstakt, hvilket kræver dygtige medarbejdere med både faglig indsigt og evnen til at udvikle løsninger, der virker i praksis. Netop medarbejderne er Vestjyllands Andels vigtigste ressource, og en fortsat stærk human kapital er helt afgørende for, at vi kan fortsætte udviklingen i de kommende år. Derfor er denne pris i høj grad også et resultat af en imponerende fælles indsats fra hele organisationen, siger Steen Bitsch.

Best Managed Companies er et internationalt program etableret af Deloitte og findes i flere end 25 lande.