DBC solgt til St1 Biokraft - VA forbliver i biogassektoren
St1 Biokraft, en førende nordisk biometanvirksomhed, har indgået en aftale om at overtage Danish Bio Commodities (DBC). St1 Biokraft er godt repræsenteret i Norge, Sverige og Finland og nu også i Danmark, som er et af Europas mest udviklede biometanmarkeder med en veletableret infrastruktur og stærke langsigtede markedsforudsætninger.
Administrerende direktør i Jysk Energi og bestyrelsesformand i DBC Invest, Lars Naur, forklarer:
- Da vi var med til at stifte DBC, var ambitionen at bidrage til udviklingen af en stærkere dansk biogassektor. DBC har i dag en solid markedsposition og et betydeligt vækstpotentiale, men næste udviklingsfase kræver større investeringer og adgang til yderligere kapital. St1 Biokraft er den rette ejer til at føre DBC videre. Vi er stolte af det, vi har bygget op, og glade for at kunne give depechen videre til en virksomhed, der deler vores engagement i bæredygtig energiproduktion og er godt rustet til at sikre DBC’s fortsatte udvikling. Biogas er fortsat en vigtig del af Europas grønne omstilling og et væsentligt bidrag til at mindske afhængigheden af russisk gas.
Han bliver støttet af Steen Bitsch, administrerende direktør i Vestjyllands Andel og bestyrelsesformand i DBC. Vestjyllands Andel er sammen med Jysk Energi en af de stiftende aktionærer i DBC-koncernen, og tilsammen ejer de 76,8% af DBC. Steen Bitsch ser aftalen som begyndelsen på et nyt kapitel for virksomheden.
- DBC er et godt eksempel på, hvordan dansk landbrug kan skabe værdi langt ud over den enkelte bedrift. Gennem årene har virksomheden bidraget til at udvikle en stærk biogasforretning med afsæt i landbrugets ressourcer, og det er en udvikling, vi er stolte af at have været med til, siger Steen Bitsch og tilføjer:
- Samtidig er vi glade for, at aftalen med St1 Biokraft indebærer, at Vestjyllands Andel kan geninvestere i fremtidige biogasprojekter og fortsætte med at skabe langsigtet værdi for vores ejere og for dansk landbrug. Slutteligt vil jeg gerne rette en stor tak til medarbejdere, samarbejdspartnere og medejere, som har været med til at gøre DBC til den virksomhed, den er i dag.
Betydeligt vækstpotentiale
DBC har opbygget en stærk position på det danske biogasmarked gennem sine produktionsaktiver, en omfattende projektportefølje og stærke kommercielle kompetencer inden for blandt andet biomasseindkøb, handel med certifikater og tekniske services.
- Jeg er meget glad for at kunne annoncere dette opkøb, som markerer et vigtigt skridt i opbygningen af St1 Biokraft til det førende biomethanselskab i Norden. DBC bringer en etableret lokal platform med et erfarent team og ekspertise i det danske marked. Sammen med vores eksisterende virksomhed styrker det vores evne til at opskalere produktionen, udvide vores kundeudbud og fortsætte vores vækst i Danmark. Vi er glade for at kunne byde vores nye danske kolleger velkommen til St1 Biokraft, når vi sammen tager det næste skridt i vores vækstrejse, siger Miika Johansson, administrerende direktør i St1.
DBC’s nuværende ejerskab består af Jysk Energi, Vestjyllands Andel og Hedeselskabet. DBC’s produktionskapacitet overstiger 400 GWh, og selskabet råder samtidig over en projektportefølje med betydeligt yderligere udbygningspotentiale.
- Danmark er et af Europas mest avancerede biometanmarkeder, og DBC bidrager med en stærk lokal platform, en solid markedsposition, dokumenterede kompetencer og et betydeligt vækstpotentiale, siger Rune Ledgaard Sørensen, administrerende direktør i DBC.
Overtagelsen styrker St1 Biokrafts langsigtede ambition om at nå en egen biogasproduktion på 3 TWh og et biogassalg på 6 TWh inden 2030. I dag driver St1 Biokraft 12 produktions- og opgraderingsanlæg i Sverige og Norge, har to anlæg under opførelse i Finland gennem joint venture-selskabet Suomen Lantakaasu samt et voksende netværk af mere end 70 tankstationer og busdepoter.