Vestjyllands Andel kommer til NutriFair med verdensnyhed og endnu større stand

Vestjyllands Andel er godt i gang med forberedelserne til næste uges NutriFair-messe. I den forbindelse kan du som besøgende på vores stand bl.a. se frem til at blive præsenteret for en vaskeægte verdensnyhed.

For godt og vel to år siden kunne Vestjyllands Andel præsentere en banebrydende nyhed til grovvare-branchen i form af sigtemaskinen VA SizeMatters, der sikrer den rette formaling i foderproduktionen.

Siden da har Vestjyllands Andels udviklings- og optimeringsafdeling arbejdet på en gårdmodel af sigtemaskinen, som nu er klar til at indtage markedet. Første officielle fremvisning af maskinen bliver på årets NutriFair-messe d. 17. og 18. januar i Fredericia.

- Vi betragter os efterhånden som en fast bestanddel af NutriFair, men det er første gang i vores fælles historie, at vi har haft decideret hardware med på messen. Og ovenikøbet både i form af VA SizeMatters og vores fuldautomatiske mælkeanlæg, der er de eneste af deres slags på markedet. Derfor har vi også set os nødsaget til at booke en større stand, forklarer Brian Agerbo, salgschef for grisefoder i Vestjyllands Andel.

Hidtil har Vestjyllands Andel ”boet” side om side med DanVit på NutriFair. Siden seneste messe har grovvareselskabet overtaget 100% af aktierne i netop DanVit, hvorfor to stande nu er blevet til én.

- Med tilføjelsen af DanVit og de dygtige medarbejdere, der er fulgt med vores nye mineralbrand, skubber vi yderligere til ambitionen om, at Vestjyllands Andel skal være en fleksibel ”one-stop-shop” for kunder og medlemmer. Derudover medbringer vi nogle af vores nyeste foderkoncepter i form af bl.a. PlayFeed og Easy Fiber, som hver især bidrager til at skabe den nødvendige ro i hhv. smågrise- og drægtighedsstalden. Så der bliver nok at snakke med gæsterne om, forsikrer Brian Agerbo.

Flere strenge at spille på
Også Vestjyllands Andels kvægfodergruppe kommer til Fredericia med et nyt foderkoncept. Under navnet VA High Energy vil konsulenterne stille skarpt på vigtigheden af, at højtydende køer har de bedst mulige betingelser for at levere den størst mulige mælkeproduktion.

- Med VA High Energy har vi udviklet et koncept, der skal være med til at sikre, at de højtydende køer ikke tærer på kropsreserverne. Som navnet indikerer, har blandingerne under VA High Energy et højt indhold af energi og optimeres efter den enkelte ko. Alt efter om den har behov for mere stivelse, flere aminosyrer, mere fedt osv., fortæller Jakob Kaisen, salgschef for kvægfoder i Vestjyllands Andel.

Netop alsidigheden i foderblandingerne har været et væsentligt parameter i optimeringsafdelingens udvikling af VA High Energy, som tilsvarende skal bidrage til high performance.

- Populært sagt er det vigtigt, at man som mælkeproducent har flere strenge at spille på, når det gælder robotfoderblandinger. Så hver enkelt ko får den nødvendige mængde energi for at opfylde de krav, som vi har til dens performance i stalden. Udover at tilgodese køerne glæder vi os over, at vi med udviklingen af VA High Energy bidrager til transportoptimering, i og med at vi kan levere flere foderenheder pr. læs. Det er en helt anden historie, som vi også gerne vil fortælle på NutriFair, slutter Jakob Kaisen.

Under NutriFair-messen er Vestjyllands Andel at finde på stand A-1202.