Minister efter besøg hos VA: Dansk landbrug er fantastisk til at omstille sig

Mandag eftermiddag var fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn på besøg hos Vestjyllands Andel. I den forbindelse blev han præsenteret for grovvareselskabets fabrik i Kåstrup samt græsproteinanlægget på Ausumgaard, der i samspil gav et fint indblik i de positive synergier, dansk landbrug er med til at skabe.

Proteinproduktionen kørte på højtryk, da fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn mandag indledte sit besøg hos Vestjyllands Andel med en rundvisning på ”Søstjernefabrikken” i Kåstrup. Der blev således kørt både rejeskaller og fiskeafskær igennem anlægget, og Ministeren fik endda lejlighed til at smage på outputtet, hvor også græsprotein var på menuen.

Dernæst gik turen videre til Danmarks første gårdanlæg til bioraffinering af græs, der er etableret og udviklet i samarbejde mellem Vestjyllands Andel, Ausumgaard, SEGES og R&D. Efter rundvisning på anlægget og en længere faglig snak med CEO Steen Bitsch, bestyrelsesformand Leif Haubjerg og Kristian Lundgaard-Karlshøj (ejer af Ausumgaard) satte Ministeren ord på sit besøg.

- Som jeg har påpeget flere gange i forbindelse med regeringens landbrugsudspil, så er dansk landbrug fantastisk til at omstille sig. Det er bl.a. græsprotein et godt eksempel på, og det er også et område, som vi lægger stor vægt på i forbindelse med den aktuelle klimadagsorden, sagde fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn.

- Udover lokalt produceret protein får vi udnyttet diverse restprodukter til energi og derved skabt en masse synergier på tværs. Det er simpelthen Danmark, når det er allerbedst, at vi får merværdi ud af de forskellige produkter. Og det viser, hvilket højt teknologisk plan vores landbrug opererer på, fortsatte han.

En fantastisk dag
Også hos Steen Bitsch var der begejstring at spore efter mandagens besøg, hvor han fik rig lejlighed til at præsentere Vestjyllands Andel bud på muligheder, synergier og løsninger ift. landbrugets grønne omstilling.

- Det har været en fantastisk dag, hvor Ministeren tog sig god tid til at sætte sig ind i kompleksiteten ved de symbioser og synergier, som dansk landbrug er godt i gang med at skabe, lød det fra Vestjyllands Andels CEO.

Samtidig lagde han stor vægt på dansk landbrugs klima-effektivitet, som senest er blevet fremhævet i en ny rapport fra den amerikanske tænketank World Resources Institute.

- Et effektivt landbrug, der er velforsynet med næringsstoffer, har det største CO2-bindingspotentiale. Jo mere effektivt man producerer, jo mindre er CO2-belastningen, og her er dansk landbrug det mest effektive i verden. Vi har både viljen og evnerne til at løse ligningen omkring den grønne omstilling, og de argumenter skal være med til at sikre bredere opbakning om regeringens landbrugsudspil, sluttede Steen Bitsch.