Klar til høsten: Vestjyllands Andel i Brande har gjort det lettere for landmanden

Vestjyllands Andel i Brande har foretaget en række forbedringer for at stå knivskarpt til den kommende høstperiode. Samtidig fortæller afdelingsleder Hannibal Gregersen, at aktivitetsniveauet på Uhrevej 5 er steget markant efter åbningen af AgroLand-butikken på selvsamme lokation.

Forventningerne var høje, da Vestjyllands Andel pr. 1. juli 2020 overtog grovvareafdelingen i Brande fra Hedegaard. Renovering af de eksisterende bygninger, styrkelse af kornlogistikken i høstperioden samt åbning af en ny AgroLand-butik var på direktør Steen Bitsch´ ønskeseddel. Og alle dele er nu en realitet.

- Jo, vi har da haft nok at se til i løbet af det sidste år, siger afdelingsleder Hannibal Gregersen med et smil.

- Vi har haft fokus på at give afdelingen en makeover, og i den forbindelse har vi bl.a. renoveret hele den gamle sækkevarehal, så den ser skarp ud. Derudover var det vigtigt for os at gøre det lettere for landmanden at aflevere sit korn i høstperioden. Så vi har flyttet rakorafen, som tager prøver af de forskellige læs, hen til brovægten. Derved kan landmanden spare en del tid ved at køre direkte ned med sit korn og læsse af.

Generelt har Vestjyllands Andel prioriteret at stille en række faciliteter til rådighed, som landmanden kan benytte sig af. Både i og uden for høstperioden.

- Vi har fået spritnye gødningsspredere, og dem har kunderne har været enormt glade for. De har været flittigt brugt hen over foråret, hvilket har givet en god trafik på afdelingen, fortæller Hannibal Gregersen.

Mere liv i området
Det er dog ikke kun gødningsspredere, der får folk til at lægge vejen forbi Uhrevej 5. Efter at Vestjyllands Andel åbnede en AgroLand-butik på lokationen i begyndelsen af marts, er aktivitetsniveauet steget markant.

- AgroLand har trukket en masse mennesker til afdelingen, og det har genereret mange faste privatkunder, som kommer forbi efter havegødning, muld, hunde-, katte-, hønsefoder osv. På sigt kan butikken forhåbentlig også generere nogle flere erhvervskunder, fordi jeg får muligheden for at fortælle den enkelte landmand om fordelene ved at være kunde i Vestjyllands Andel, når han alligevel kommer ind i AgroLand efter f.eks. foder til sin hund, forklarer Hannibal Gregersen.

Og det er ikke kun folk fra Brande, der besøger butikken og afdelingen.

- Vi har kunder fra Sønder Omme, Sønder Felding, Kibæk, Karstoft, Arnborg, Give – og så selvfølgelig fra Brande. Men vi ligger lidt for os selv, så der er stadigvæk mange i byen, som ikke er klar over, at vi er her. Dét skal vi nok få dem fortalt løbende, og foreløbigt glæder vi os bare over, at butikken har været med til at skabe noget mere liv i området, slutter Hannibal Gregersen.

Udover Hannibal Gregersen er der én fuldtidsansat, to deltidsansatte og en lokal fleksjobber på afdelingen i Brande, som er én ud af 26 afdelinger i Vestjyllands Andel.