AgroLand åbner butik i Lemvig - styrker Vestjyllands Andels tilstedeværelse i kerneområde
AgroLand, som er Vestjyllands Andels kæde af specialbutikker, slår d. 1. oktober 2025 dørene op til endnu en fysisk butik.
Vestjyllands Andel udvider nu sit AgroLand-koncept med endnu en butik – denne gang i Lemvig, der er ét af andelsselskabets geografiske kerneområder.
Butikken får adresse i lokalt velkendte rammer på Kirkevang 2, hvor Kennel Maj siden oktober 2015 har drevet forretning med kæledyr i centrum. Kennel Maj, der blev grundlagt i 1978, har gennem årene opbygget et stærkt renommé som kæledyrenes butik, med et personale kendt for høj faglighed og personlig service.
– Vi er glade for at kunne videreføre butikkens ånd og stærke lokale tilknytning. Med respekt for det, som Bente Lykke og hendes team har opbygget, vil vi bevare det velkendte sortiment – suppleret med AgroLands brede sortiment til hobbydyr, hus og have, fortæller Lars Broe, direktør for AgroLand.
Lokalt produceret foder
Som en del af Vestjyllands Andel har AgroLand direkte adgang til råvarer samt kvalitetsfoder produceret på grovvareselskabets egen fabrik i Borris. Både de nære relationer til landbruget og den stærke lokale forankring er parametre, som fremadrettet vil komme hobbydyrssegmentet i Lemvig og omegn til gode.
– Udover kvæg- og grisefoder producerer vi selv foder til bl.a. heste, høns og får. De stærke synergier, som vi har skabt imellem grovvareproduktionen og butiksnetværket, giver os et unikt produktsortiment og en tilhørende viden, som vi er stolte af at kunne bringe med ind i Lemvig.
Vi har i forvejen etableret et stærkt samarbejde med en lang række lokale husdyrproducenter, men har også erfaret, at der er stor interesse for hobbydyr i området, påpeger Lars Broe.
Velkendte ansigter og ny daglig leder
Kunderne i Lemvig vil fortsat blive mødt af velkendte ansigter, da flere af de nuværende medarbejdere fortsætter i den nye AgroLand-butik. Deriblandt Gitte Lykke, der i kraft af sin kommende rolle som daglig leder skal stå i spidsen for driften og være garant for både kontinuitet og udvikling. Derfor mangler der nu kun en butiksassistent for at få personalekabalen til at gå op.
– Placeringen i Lemvig passer rigtig godt ind i vores strategi om at være tæt på kunderne i de områder, hvor Vestjyllands Andel i forvejen har en tæt relation til landbruget. Den lokale anerkendelse skal være med til at sikre os en lige så tæt relation til privatsegmentet. Generelt er den nye lokation i Lemvig en styrkelse af vores butiksnetværk, og vi glæder os virkelig over, at det er velkendte ansigter, der fra begyndelsen af oktober står klar til at byde både nuværende og nye kunder indenfor, afslutter Lars Broe.
Den nye AgroLand-butik i Lemvig bliver nummer otte i rækken - foruden den landsdækkende webshop, som fortsat er et strategisk satsningsområde. De øvrige butikker er placeret i Brande, Grønhøj, Næsbjerg, Snejbjerg, Tvis, Vamdrup og Vejen.