- Der er ingen komælk i køleskabet, så du må nøjes med den søde fra karton.

Jens Peder Bendtsen smiler, men ordene rummer mere end blot en kommentar om mælk i kaffen. De afspejler en landmand, der har truffet en stor beslutning.

Køerne er sat ud fra slægtsgården i Faster, og med dem afsluttes et livskapitel, som har fyldt kalenderen, krop og sind i årtier. Han har ikke gjort det, fordi han er færdig, men fordi tiden er moden til at give stafetten videre. Det gælder både i stalden og i bestyrelseslokalet hos Vestjyllands Andel.

- Jeg har ved flere lejligheder sagt, at jeg ville sætte køerne ud, når jeg blev 60. Nu har man jo tidligere hørt Venstre-folk sige ét og gøre noget andet, men jeg har fulgt planen. Og jeg er virkelig glad for beslutningen, siger Jens Peder Bendtsen, der har solgt gården videre til sin mangeårige samarbejdspartner Henrik Hindbo, men fortsat er bosiddende der.

Flasket op med andelsbevægelsen
Jens Peder Bendtsen er 4. generation på gården i Faster, hvor en mindesten for hans oldeforældre, der i sin tid bidrog til opdyrkning af heden, pryder haven. Generelt har han mange gode minder fra sin barndom i det lille lokalsamfund.

- Jeg kan huske, hvordan mange søndage i min barndom gik med at sidde oppe på Faster Mejeri og høre min far diskutere med mejeribestyreren. Han var formand for det, der hed Andelssmør, og derudover sad han i Landbrugsrådet. Så jeg fik tidligt en fornemmelse for, hvad det vil sige at engagere sig i andelsbevægelsen, forklarer Jens Peder Bendtsen.

Sidenhen tog landmandssønnen fra Faster på højskole i Rødding, hvor hans forældre havde mødt hinanden. Her fandt han også selv kærligheden i Marianne fra Esbjerg, og sammen har de fået fire børn. Deriblandt sønnen Mads, hvis kæreste har gået på højskole i… Rødding.

- Det var en fed tid, hvor jeg fik nogle andre perspektiver på tilværelsen. De relationer, som man skaber sådan et sted, er noget helt specielt. Derfor sagde jeg også hurtigt ja, da jeg fik muligheden for at blive bestyrer for landbruget på højskolen.

I 1989 gik turen retur til Faster. Kort efter hjemkomsten mistede Jens Peder Bendtsen sin mor til kræft, og derfor skulle han nu hjælpe sin far med at drive fødegården videre.

- Vi gik i halvpart i 1990, og jeg ville ud og bevise, at jeg kunne hente en 10´er her og der. Men som så mange andre unge landmænd erfarede jeg også, at det handler om det samlede billede. At man – når året er omme – kan se en sund og stabil udvikling i sin produktion, påpeger han og tilføjer:

- Groft sagt handler det ikke om decimaler, men om relationer. Og tillid. Uanset om det så er til ens grovvareselskab eller en anden samarbejdspartner. Det handler om, at man i fællesskab får skabt den nødvendige udvikling og værdi uden at skulle vende hver eneste detalje. Fordi man grundlæggende har tillid til dem, man samarbejder med.

Indsigt og netværk
Jens Peder Bendtsen selv motiveres i høj grad af udvikling. Derfor slog han også til, da han i 2002 fik muligheden for at træde ind i Vestjyllands Andels bestyrelse.

- Bestyrelsesarbejde i så stor en virksomhed giver en ledelsesmæssig og strategisk indsigt, man som landmand kan tage med hjem til sin egen bedrift. Samtidig bliver man bevidst om, at også andre faggrupper end landmænd går dedikeret ind til deres arbejde. Derudover giver det et solidt netværk, som man kan bruge konstruktivt i mange forskellige situationer.

Som først menigt medlem og sidenhen næstformand har Jens Peder Bendtsen samarbejdet med flere forskellige direktører og formænd i sine 23 år i VA-bestyrelsen. I den periode har indgangsvinklen været den samme.

- Jeg har altid været fortaler for, at bølgerne gerne må gå lidt højt i bestyrelseslokalet, fordi der skal være plads til meningsudveksling. Det er nu engang essensen af et demokrati, at vi skal turde være uenige med hinanden, men alligevel få tingene til at lykkes i fællesskab.

- Her er det vigtigt med gensidig respekt. Vi kan godt være uenige, men det skal ikke gå ud over forholdet og den gode jargon uden for bestyrelseslokalet. Generelt kan jeg godt li´ at være med i foreninger, hvor opgaven er klar – stor eller lille, hvor deltagerne er motiverede og handlingsorienterede, og hvor man møder op med god og positiv energi.

- Derfor blev jeg også glad, når vi f.eks. havde bestyrelsesmøder samme dag, som der var fællessang på kontoret til i forbindelse med morgenkaffen. Sådan noget er med til at styrke sammenholdet. Og så må vi hente den halve time et andet sted, forklarer den nu tidligere VA-næstformand.

God opdragelse – begge veje
Netop sammenhold er et vigtigt element i Jens Peder Bendtsens tilværelse, som udover landbrug, familieliv og bestyrelsesarbejde har indeholdt frivilligt arbejde i forskellige foreninger.

- Jeg er imponeret af, hvor meget man kan opnå, når man står sammen. Det er andelsbevægelsen jo et glimrende eksempel på. Omvendt kan man også se, hvor skrøbelig denne filosofi kan være, når nogen melder sig ud af fællesskabet og sender sine værdier ind i f.eks. et tysk selskab, som det har været tilfældet med DC (Danish Crown, red.). I min optik er det torskedumt, men det er også en påmindelse om, at andelsselskaberne skal fastholde deres relevans i markedet.

Denne relevans handler ifølge Jens Peder Bendtsen både om markedsvilkår, men også om at lukrere på fællesskabets styrker.

- VA har været gode til at opdrage andelshaverne, og andelshaverne har været gode til at opdrage VA. Vi har i mange år insisteret på at fastholde grundtanken om ”én mand – én stemme”, udlodning af overskud, opbygningen af en fælles handelsplatform i form af RåvareDisponering osv. Som et andelsselskab skal vi have tillid til, at alle handler på samme vilkår, og hvis den tillid bliver brudt, går det galt.

Selvom grundprincipperne i Vestjyllands Andel er de samme, påpeger Jens Peder Bendtsen, at andelselskabet har formået at sikre den nødvendige udvikling i den ellers klassiske grovvarebranche.

- VA´s engagement i den grønne dagsorden og på den politiske scene er unikt, og jeg er da stolt af den stemme, som vores selskab har fået på den front. Generelt er det vigtigt, at vi i fællesskab formår at tale landbruget op. Uanset om det så er med VA, L&F eller en tredje forening som talerør. For i min optik er der langt større respekt om vores erhverv, end vi måske selv går og tror, pointerer han og tilføjer:

- For mig og min familie har det derfor også været vigtigt at have relationer udenfor landbruget. Og få nyheder fra andre medier end de landbrugsfaglige. Så man på den måde sørger for at få nogle andre input fra den omverden, som man er en del af.

Mennesker i forskellige udgaver
I løbet af 2025 vinker Jens Peder Bendtsen og Marianne farvel til gården i Faster for at flytte til Ringkøbing. Spørgsmålet er så, hvad den driftige ”eks-landmand” nu skal få tiden til at gå med?

- Ligesom mange af de studenter, der nu bliver udklækket, tager jeg et sabbatår. Og så må vi se, hvad der sker, siger han med et smil.

- Noget af min tid kommer til at gå med politik, i og med at jeg stiller op til kommunalvalget for Venstre. Og så har jeg heldigvis den frihed, at jeg selv kan bestemme, hvad jeg vil bruge min tid på. Men det kunne godt blive noget med mennesker. Vi findes heldigvis i mange forskellige udgaver, påpeger han.

Netop styrken i forskelligheden prioriterer Jens Peder Bendtsen højt. Det kommer bl.a. til udtryk i hans mangeårige samarbejde med en medarbejderstab, der har været lige så broget som køerne.

- Udover en fastansat medarbejder og en elev har jeg haft lokale skoledrenge til at hjælpe mig, skiftende elever fra Erhvervsskolen Vestjylland og ikke mindst Verner. Verner er udviklingshæmmet, og det eneste krav, han havde, var et rundstykke når han kom. Så var han glad og tilfreds. Det har været sundt for både min familie, men også de andre på gården, at se hvordan Verner – på trods af sine udfordringer – var med til at gøre en forskel. Faktisk var det Verner, jeg allerhelst ville muge ud sammen med.

Der er stadig liv i staldene på gården i Faster, men dyrene er ikke Jens Peder Bendtsens egne. Jorden er heller ikke længere hans, hvilket dog ikke giver grund til vemod. Tværtimod.

- Selvom landbruget er et afsluttet kapitel, er der en masse nye at tage hul på. Jeg er bare glad for, at vi kommer fra gården på den bedst mulige måde. Dét har jeg naturligvis selv en aktie i, men det er også takket være de mange samarbejdspartnere, som jeg har omgivet mig med i løbet af årene. Og ikke mindst takket være et godt ægteskab, hvor Marianne og jeg har fået 2+2 til at give 5. Igen – det handler om gode relationer, slutter han.