HorseLux er navnet: Vestjyllands Andel slår to hestebrands sammen til ét

Igennem de seneste to år har Vestjyllands Andel jongleret med de to hestebrands HorseLux og Duvil. Med henblik på i endnu højere grad at udnytte synergierne i organisationen har grovvareselskabet vurderet, at de to brands nu skal slås sammen til ét.

I mere end 20 år har Vestjyllands Andel produceret kvalitetshestefoder på selskabets foderfabrik i Borris. Først som producent samt distributør og siden 2021 som ejer af først Duvil og senere HorseLux.

Hensigten med at investere i begge hestebrands var at tilgodese både større og mindre hestehold i markedet. Erfaringerne har vist, at synergierne imellem HorseLux og Duvil er så stærke, at det fremadrettet er mest hensigtsmæssigt at samle fokus på førstnævnte. I en løbende proces implementeres HorseLux dermed på alle hestefodersække - dog vil det fortsat være muligt at få leveret Duvil-blandinger i silo.

- Al vores hestefoder bliver optimeret af det samme team, produceret på den samme fabrik og udviklet ud fra den samme strategi. Ved fremover at samle de to hidtidige brands under navnet HorseLux sikrer vi et mere strømlinet koncept, som giver os mulighed for i endnu højere grad at udnytte ressourcerne og sikre fortsat kvalitetsrådgivning til kunderne ud fra devisen om, at det ikke skal være nogen videnskab at fodre sin hest, forklarer Lars Broe, direktør i AgroLand, der er Vestjyllands Andels butiksnetværk.

Overgangen til ét samlet hestebrand under HorseLux medfører bl.a. implementering af nyt logo, ny hjemmeside og fremtidig produktion af småsække i 15 kg frem for 20 kg - med henblik på at sikre et endnu bedre arbejdsmiljø og optimere logistikken.

Derudover giver sammenlægningen mulighed for at skabe større overskuelighed over produktporteføljen.

- Uanset om kunderne har større eller mindre hestehold, og om deres heste har brug for f.eks. høj eller lav energitildeling, rådgiver vi ud fra den samme strategi: At hver enkelt hest får det, den har brug for. Med en mere overskuelig produktportefølje bliver det væsentlig lettere at pege kunderne i den rigtige retning, forklarer Lars Broe og tilføjer:

- Samtidig tager vi nogle af de største og mest populære blandinger i Duvil-regi og tildeler dem et fremtidigt produktnavn under HorseLux. Vi kan lige så godt plukke de lavthængende frugter i denne proces, så vi sikrer, at det bedste fra to verdener fremover bliver samlet i én.