Griseproducent: God erfaring med blandingerne fra Vestjyllands Andel

Udfasning af medicinsk zink har igennem længere tid været på dagsordenen hos Vestjyllands Andel. Under navnet ”Safe Koncept – En sikker start” har vores grisefodergruppe udviklet en række foderblandinger, som bl.a. anvendes hos Grydholt Opformering ved Holstebro – og det med stor succes.

For Søren og Theresa Laursen, der står bag Grydholt Opformering, har udfasningen af medicinsk zink været et fast fokuspunkt igennem flere år. Da nyheden omkring udfasning af zink blev annonceret, arbejdede de begge på en stor bedrift i Slovakiet.

- Min første reaktion var, at det måtte vi naturligvis finde ud af at løse, og derfor gik vi så småt i gang med gradvise nedtrapninger i Slovakiet. På daværende tidspunkt kunne jeg godt se, at det ikke var specielt nemt, men vi fik nogle rigtig gode erfaringer med hjem til Danmark, fortæller Søren Laursen.

I dag producerer Grydholt Opformering grise på 7 ejendomme, hvoraf den ene ligger øst for Holstebro. Her har de haft flotte resultater i forbindelse med overgangen til zinkfri fravænningsfoder.

- Smagen af zink er ikke ligefrem med til at øge foderoptagelsen, og derfor var vi meget motiveret for at komme i gang med at køre 100% zinkfri. I den forbindelse har vi haft god erfaring med blandingerne fra Vestjyllands Andel, som i samspil med den rette pasning og management fra vores side har givet os en mere smidig overgang, lyder det fra Søren Laursen.

Høj daglig tilvækst
Med blandingerne Stjerne Care 4 og Wean Piglet, som er en del af Vestjyllands Andels Safe Koncept, ligger Søren og Theresa Laursens smågrise med en gennemsnitlig daglig tilvækst på over 600 gram.

- Der findes ikke noget vidundermiddel inden for zinkfri foder, så bare fordi man måske har købt noget dyrt foder, er det ikke ensbetydende med, at man får tingene til at lykkes. Det handler om, at alle leddene på bedriften skal hænge sammen og sikre en stærk helhed. Ligesom på grisen. Vi tilretter blandingerne efter grisens størrelse og har generelt en holistisk tilgang på vores bedrift, forklarer Søren Laursen.

Samtidig fortæller han at overgangen til zinkfri foder hverken har haft negative konsekvenser for dødeligheden eller medicinforbruget.

- Vi gik væk fra flokbehandling for 2 år siden, og medicinforbruget, som ligger i et leje på 2% af gult kort, har ikke ændret sig ved at bruge zinkfri foder. Samtidig har vi en dødelighed på 2-2,5%, så det er ganske acceptabelt. Generelt handler det – udover grisens velbefindende - om at vi ikke får brugt uhensigtsmæssigt mange penge på dyre foderløsninger og medicin, så vi er klar til at tjene penge igen, når noteringen finder sit rette niveau, lyder det fra Søren Laursen.